Meditativt erhvervet menneskekundskab

Hvem bestemmer egentligt undervisning og opdragelse i dag? Hvad former og inspirerer den pædagogiske hverdag?

Pædagogik må bygge på erkendelse af det vordende menneske. "Kun den menneskelige natur og den love må være bestemmende for, hvad barnet skal læse på hvert enkelt alderstrin."

Hvert barn, der bliver født, er et minde om storheden bag det timelige. Skal vi støtte barnet i dets vækst, må vi kende det vordende menneskes væsen og udviklingslovmæssigeheder.

Vi arbejder i undervisning og opdragelse med næste generations følelser, forestillinger og viljesimpulser. Erkender vi det vordende mennekses væsen, spirer frem, hvorledes vi som voksne skal forholde os til barnet, og pædagogik forvandles til en kunstart, som udgår fra livet.

Opdrageren og underviseren kan ikke blot overtage vejledninger fra andre, men må gå en vej selv for at erkende barnets "esoteriske" væsen og opnå indsigt i, hvad et menneske egentlig er på vejen fra barn til voksen.

Den indre bearbejdningsproces gør os til opdragere. Vi må erhverve menneskekundskab gennem meditation.