Lægekunst på åndsvidenskabelig baggrund

Rudolf Steiner døde i marts 1925 efter næsten et halvt års sygeleje. Indtil få dage før sin død arbejdede han med åndelig styrke og intensitet på bl.a. sin selvbiografi (Mein Lebensgang), esoteriske meddelelser til medlemmerne af Antroposofisk Selskab og forskellige artikler.

Under udarbejdelse var også den foreliggende bog, som han skrev i samarbejde med dr. Ita Wegman, der tilså ham under hans sygdom og havde sin praktiske erfaring med antroposofisk medicin gennem sin klinik i Arlesheim.

Rudolf Steiner nåede at skrive de første 18 kapitler af bogens i alt 20, der stadig foreligger med hans egen håndskrift, ligesom tilføjelser og kommentarer til førstekorrekturen tre dage inden sin død.

Hvorfor bliver et mennekse sygt?

Hvad er forholdet mellem blod og nerver?

Hvad er årsagen til gigt, sukkersyge, rakitis etc.?

Med Rudolf Steiners åndsindsigt som inspirationskilde beskriver lægen Ita Wegman en række behandlede sygdomstilfælde ud fra patient-journaler. Helbredelsesmidlerne er homøopatiske og fremstillet i overenstemmelse med det antroposofiske menneskesyn og menneskets relation til kosmos.

Selv om en del af de anatomiske og fysiologiske fakta i Lægekunst på åndsvidenskabelig baggrund er præget af den tid, hvor bogen blev skrevet, er de tanker, der ligger til grund, lige aktuelle. De udvider nemlig vor tids lægevidenskab, der bygger på materialistiske principper, med de oversanselige aspekter der er nødvendige for diagnose og terapi. Metoderne til skolet oversanselig erkendelse omtaler Steiner bl.a. i Hvordan når man til erkendelse af de højere verdener? og i Videnskaben om det skjulte.